Carsten svinger kulskovlen for at få damp under kedlen for trykprøve |
100
år med skruen i vandet blev FEJRET med reception og åbent skib onsdag den 4. februar 2009. Kl 11-13 var sponsorer, borgmestre og øvrige med tilknytning til projektet inviteret til et arrangement ombord og i de følgende to timer, til kl 15, var alle interesserede velkomne ombord. Skibet ligger ved kaj i Allégade ud for Hestemøllestræde. Skibet løb af stabelen i Bremen d. 5 Dec 1908, blev fuldt udrustet og afleveret til kunden, Randers Havnevæsen, d. 4 feb 1909. Helsingør Dagblad og Randers Lokalavis (uge 8, siderne 1, 16, 17 og 30)har indslag om isbryderens fødselsdag. "Bjørnebanden" her i Helsingør har haft travlt for kunne holde "åbent skib" på jubilæumsdagen, d. 4 Feb. I december var fotografen Lars Johannessen og "den gamle redaktør" ombord og de formidler her sin oplevelse af det enestående skibsbevaringsprojekt. Af John Bech, for Helsingør Dagblad 10 Dec 2008 Bjørnen sover ikke mere. Der er fyret op under kedlen i den 100 år gamle kraftkarl af en isbryder, og i dens indre rumsterer "Bjørnebanden". I morges trykprøvede de igen kedlen, og så er der klar til besøg af skibstilsynet, som skal kontrollere, at alt er som det skal være. Derefter kan de komme videre med afvaskning og maling af maskinrummet, trykprøvning og isolering af rørene til kedlen, eftersyn af pumper og afprøvning af kondensatoren. Der er nok at lave, og det haster, hvis skibet skal være klar til august næste år, hvor det efter planen skal sejle til Randers for egen kraft. Der skal jo også installeres navigationsudstyr, og el-systemet skal fungere. Det er et unikt skibsnostalgisk projekt, der er på vej mod sin realisering - bevarelsen af landets eneste kulfyrede dampskib med en tregangs dampmaskine. 15. december er det præcis 100 år siden Bjørn blev søsat, og den 4. februar kan Veteranskibsklubben S/S Bjørn fejre 100 års dagen for afleveringen til havnevæsenet i Randers, hvor fartøjet kom til at arbejde som slæbebåd og isbryder de næste 72 år. Det bliver en stolt dag for mændene bag projektet. Længe gik helsingoranerne og skævede mistroisk til dem, når de gik til og fra "skuret" ved værftshalvøen. Mange sagde til hinanden, at det da vist aldrig blev færdigt. Så meget mere glæder "Bjørnebanden" sig til at vise, at der nu er lys for enden af tunnelen. Den 4. februar bliver der en sammenkomst for inviterede gæster ombord, og bagefter er der "åbent skib", så alle interesserede kan se, hvor langt man er kommet med restaureringen. Man skal ikke have ret meget saltvand i blodet for at kunne se Bjørns kvaliteter som museumsskib. Det er et klassisk dampskib, som det ligger dér med sin høje skorsten og det helt rigtige svaj i lønningen. En pryd for havnen! Der er da også allerede firmaer og enkeltpersoner, der har henvendt sig om muligheden for at komme med ud at sejle, når det er færdigt - og forhåbentlig får Helsingør som hjemhavn. Men der er et stykke vej endnu. Også økonomisk. Omkring en halv million kroner skal man have hentet hjem fra diverse sponsorer for at kunne gøre arbejdet færdigt. Men det skulle være indenfor rækkevidde, om alt går vel. Derefter skal man til at tænke på driftsudgifterne. Alene indkøbet af de 25 tons kul, som der er plads til ombord, koster 50.000 kroner. Det er nok til fire døgns sejlads for fuld fart. Forbruget vil være 300 kilo kul i timen. Man regner med, at en dagtur kommer til at koste 25.000-30.000 kr., hvilket nogenlunde svarer til, hvad sejlskibene tager for en dagtur. Men der bliver naturligvis også arrangeret kortere ture for en mere overkommelig pris. Foreløbig er det dog fremtidssnak for de 25-30 frivillige, der deltager i arbejdet. For dem er det stadig kammeratskabet og løsningen af de tusind små og store opgaver ombord, der tæller. Og de tør sikkert ikke tænke for meget på den dag, hvor det hele er overstået, for hvad så? De fleste er jo pensionister, og Bjørn har fyldt utrolig meget i deres tilværelse gennem flere år. Nå, sådan nogle aktive folk skal nu nok finde på noget. Alle fotos på denne side er taget af Lars Johannessen som har copyright på dem. Teksten er skrevet af tidl redaktør John Bech fra Helsingør Dagblad. De to - og Dagbladet - har altid interesseret sig levende og positivt for dette skibsprojekt. |
|
Formanden Bent Hedegaard pumper vand på kedlen under trykprøve |
En kokssæk tømmes på kedeldørken før indfyring |
|
Rør venter på montering, isolering og maling |
||
Jørgen Arrildsø checker temperatur og tryk under kedelprøve |
Kronborg hjemme - æventyr forude |
|
![]() |
||